(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)

2

4

(placeholder)
(placeholder)

3

5

6

(placeholder)
(placeholder)

7

(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)
(placeholder)

DETTE AT BO OG ELSKE...

...øverste linkrække viser hovedtemaerne, derefter kommer linkrækken med de enkelte passioner..

...alternativt kan du klikke på nedenstående billeder...



Passionerne (Anvendes på webstedets side for ”Passionerne”)

Samvær med- og indsigt i andre mennesker samt strejftog i historien og kunstens verden har altid fascineret mig ligesom leg og arbejde med det at bygge huse og samfund samtidig har optaget mig hele livet. Det er med denne basis og med udgangspunkt i et nostalgisk tilbageblik og et stadig forsøg på nærvær i det fortsatte livs ophobninger af indtryk, at der med afsnittet om passionerne tilstræbes at forlænge legen ved at samle, forny og udstille en række af de oplevede indtryk inden for de nævnte temaer som:

Menneskene:

Hvad kvinderne angår så var de der straks… først naturligvis min mor og hendes veninder, så min bedstemor og indimellem en plejemor og mine mostre, samt alle de løst medhjælpende kvinder rundt omkring i nabolagene hvor jeg kom frem. De gives alle æren for, at have bidraget til min vækst og mit velbefindende. Kvinderne passede og nussede mig og lavede mad og vaskede tøj og drak kaffe, så jeg knap anede at der også var noget der hed mænd. Det fandt jeg dog ud af, og et af livets højdepunkter blev snart, som modstykke til al kvindeligheden, at få lov til at strække ud på min bedstefars mave, når han efter fyraften, med fødderne hvilende på en skammel sad i sin kurvestol i hjørnet af stuen, længst væk fra kakkelovnen, og flød ud med Silkeborg Avis i en aura af dufte fra roer, hø, heste og nymalket mælk… for ikke også lige at nævne den syrlige ånde af skrå, som dengang… på de kanter… var en fast bestanddel af rigtige mænds identitet.

Der næst gik jeg ud i verden og fandt andre børn at lege med. Først var det mest med andre drenge som også kunne træde isen på vandpytterne i stykker eller som kunne spille dam og mølle og alt det andet… men så opdagede jeg med fryd og forbløffelse pigebørnene som blev større og større og rundere og rundere og til sidst vildt dejlige. Så dejlige at jeg allerede som 17årig måtte opgive alle andre planer og kaste mig i grams for den mest bedårende af dem alle sammen… og ja, der ligger jeg så sådan set stadig, nu mere end et halvt århundrede senere. Livet er dog fortsat ufortrødent ude blandt folk, om ikke andet, så har man jo skullet ud og skaffe føden, og den slags kan jo virkelig bringe en rundt i verden, hvis man da ellers lige kunne undgå et fast job med pensionsordning… og lige der har jeg været enormt heldig!

Nå, i virkeligheden er jeg en rigtig tryghedsnarkoman, så havde jeg haft tilbuddet så havde jeg nok slået til, men utilpasset som jeg er, blandt andet med en momentvis manglende evne til altid at læse spillet, så endte jeg aldrig med kors og bånd og stjerner på… jeg måtte klare livet på den hårde måde, gennem hårdt arbejde når det ikke kunne undgås, og så får man med menneskene at gøre. Nåe ja, klap lige hesten, for det er jo ikke ligefrem sådan, at jeg har lallet rundt og elsker gud og hver mand… nej slet ikke. Menneskene har bare ligesom været det mest fascinerende dyr jeg har mødt, og det er nok især som zoologisk fænomen de har interesseret mig, sådan hvordan de boede og færdedes… og på mange måder blev det så også min levevej, at fortolke den adfærd og skabe rum til det, når det gik rigtig godt.

Som udgangspunkt ville jeg gerne have lavet en kavalkade over menneskets gang på jord og dets måde at indrette sig på, men i processen er det ligesom endt med, at det jeg havde eller har at sige om menneskene i de retninger, forventes at være kommet til udtryk alle andre steder i materialet, blandt andet når jeg viser kunst, huse og samfundsmodeller etc. Derfor har jeg nu kogt menneskeheden ind til benet og vil begrænse mig til at skildre kvinden som form, for er der noget der vedholdende har fascinerer mig, så er det kvindelige former… ikke altid, og nogen gange kun i splitsekunder, men ofte med et brag. Det vil sige, at den planlagte kavalkade hermed dedikeres kvinden… med en kæmpe risiko for at virke plat og bøvet, men det må jo heller ikke glemmes at jeg her arbejder for sjov! Titlen bliver således "Kvinden fra urtid til fremtid"

Historien:

Historien er muligvis min senest tilkomne passion.

Det vil sige… interessen har vel altid været der, men nok mest som udpluk af hændelser og personer der har fanget min opmærksomhed, så som Uffe hin Spages kamp mod de grumme Saksere på en ø i Ejderen eller Davids kamp mod Goliat, for ikke at nævne den største helt af dem alle… Robin Hood og hans driven gæk med den onde Sherif fra Nottingham. Altid de gode mod de onde eller måske mere præcist "de små mod de store", og med mig på de smås side. En position jeg da også efter evne og skiftende held har søgt at fastholde livet igennem.

Senere har min interesse for slægternes gang så desuden bragt mig ud i fantasier om hvor lige mine egne forfædre måske bevægede sig rundt i klodens forskellige historiske perioder og kulturer, lige fra nutiden og helt tilbage i urtiden.

Det har været svært at beslutte sig for hvordan historiske facts og hints skulle indgå i de samlede værker, og derfor er det blevet sådan lidt klemt ind over det hele, og endelig med resten i et selvstændigt afsnit.


Kunst der vækker:

Måske er det lidt af en tilsnigelse at påstå at jeg interesserer mig for kunst… sandheden er jonærmere, at jeg har interesseret mig meget for selv at blive kunstner, samtidig med at jeg desværre også bare lige har manglet modet… og hvem ved, muligvis også talentet. Når jeg har set på kunst og for det meste endda med begejstring, så har fornøjelsen således også altid været tilsat en snert af misundelse på de modige som turde og kunne.

Det har især været billed- og billedhuggerkunst med hang til skraldeskulpturer som har fascineret. I første omgang vakt af malere som Henry Bailum, Jens Søndergaard og Henry Heerup samt i det hele taget den slags stille, naiv og glad kunst som de med flere lavede… nok fordi den slags værker meget fint spejler hvad der måske måtte gemme sig inden i mig selv, eller som jeg gerne vil have gemmer sig der. Gradvist er spændvidden så øget i forhold til hvad der på den ene eller anden måde vækker mig, men grundlæggende reagerer jeg uden nærmere analyser på de umiddelbare indtryk af farver former og humor, som i de rette konstellationer kan virke vildt saliggørende.

Med det lille webgalleri med "Kunst der vækker mig", som jeg har rodet med har jeg ønsket lige at gense og vise nogle af de ting som stadig er husket og/eller som stadig findes i gemmerne. Galleriet er samtidig min ringe hæder til de pågældende kunstnere.

Huse og Rum:

Verden har jeg erobret gennem bevægelse og sanseindtryk skiftende fra rum til rum, fra ude… inde og ude igen, eller oppe og nede… og gennem farverne, lydene og lugten og alle andre følesanser. På det lille husmandssted, hvor jeg i første omgang indtog verden, var det hele med… her var alt. Huset med menneskene, staldene med dyrene, markerne med planterne og mosen med dunhammerne, haletudserne og karusserne. Den store verden og den lille dreng. Henne efter svinget på den lille grusvej var der et andet hus og dermed også en anden verden, det var Kristian og Margrethes… og efter deres, kom endnu en verden… den ene efter den anden, og sådan blev det ved. I hver verden var der et hus hvor der boede andre mennesker… og huset og menneskene gik i et… på den måde at billedet af et hus fortalte om menneskene, ligesom synet af menneskene også fortalte om husene… plus alt det løse, stadig med masser af levende dyr og stalde samt udhuse og gamle redskaber og køkkenmøddinger under vilde hyldetræer og hvor hunden lå og sov i solen.

Rummenes forløb, ude som inde, og alle vegne var og er stadig uendelige… så hvor skal man begynde og hvor skal man ende? Én rumoplevelse kunne være høloftet, der hvor katten gemte sine killinger og hvorfra man, gennem et hul i gulvet, kunne fire sig ned på køernes fodergang og snige sig om i grisestien med den gamle so og smågrisene, som man så lige kunne nappe en tår sammen med, alt medens hestene kunne høres gumle hø inde i deres stald ved siden af… hvis de da ikke var spændt for ploven og gik op og ned på en af markerne, med min bedstefar tumlende efter, kæmpende med at holde ploven lige i furen. Eller… jo, en anden rumoplevelse kunne være det kolde soveværelse hvor man blev puttet om aftenen sammen med en varmedunk og en god historie om rødhætte og ulven, hvis der da ikke lige var morgen og turen i stedet foregik op af den varme seng og ud i det dampende køkken hvor det halve liv levedes, og hvorfra man kunne sidde på potten midt på bordet og gennem vinduet se på hanens regimente over hønsene der vellystigt gik ned i knæ og rystede sig bagefter, medens kokken stoltspankulere videre i haremmet for at gale blæret, helt til den om aftenen var gået i seng med både høns og duer… der hvor folk endelig var samlet i den glohede lille dagligstue med lysedugen sirligt placeret under brevfadet midt på bordet og med radioen kørende i hjørnet næst kakkelovnen… her hørtes "præstens radioavis" og måske et hørespil, hvis der da ikke vankede et spil kort indtil dagen under alle omstændigheder sluttede præcist når stueuret slog 10.

På denne fredsfyldte måde fyldte mennesker og kræ deres rum overalt, med deres helt egen version af en lille verden, som så igen tilsammen blev til den store verden, hvor der bare var uendeligt mange rum, og hvor man fortsat producerede og nedbrød rum i store mængder. For mig personligt begyndte det med huler i høet og i træerne og når det gik højt, med et aflukke dannet af et tæppe lagt over spisebordet så der godt kunne bo et par børn i mørket inde mellem bordbenene… og sådan gik tiden med rum efter rum, lige ind til nogen havde fundet ud af, at få mig på søfartsskole som en kommende maskinmester! Da gik jeg hen til en murermester og lavede en aftale om at komme i murerlære… ikke fordi jeg havde videre planer eller ideer om det, kun i bedste fald at jeg instinktivt bare måtte i gang med noget hvor man lavede rum… og rum blev da også min skæbne, og jeg har fundet en evig tilfredshed ved at skabe og ved at indtage rum… især rum i forbindelse med menneskenes boliger og herunder så også de historier og den menneskelighed som huse og bopladser afspejler.

Nogenlunde systematisk har jeg nu forsøgt i billeder og korte tekster , at skabe en kavalkade over "Hus og Rum" sådan som det er sket på det basale plan siden tidernes morgen, først med en rede eller en hule i terrænet og videre gennem udviklingen af nogle få grundlæggende byggeprincipper og deres utallige variationer og potentialer. Det ville naturligvis have været stort at kunne lave gennemgangen som en anden Attenborough på en af hans legendariske jordomrejser, men af gode grunde er der i stedet valgt at benytte mit livs allerede indsamlede materiale samt at supplere dette med komplementært og tilpasset stof fundet på nettet og måske i fantasien.

Samfundet:

Midt i al balladen… i opvæksten, under uddannelserne og der ude i byen har jeg jo så også mødt drømmene. Drømmene om en bedre verden, som dukkede op og især handlede om alle de steder og forhold hvor verden ikke helt var som den kunne eller burde være. Ikke at forstå at jeg var meget politisk… det vil sige, at det var jeg jo nok, for jeg meldte mig da ind alle steder… et sted ad gangen forstås… parti for parti til højre og venstre. Men hver gang fik jeg overdosis af den selvfedme og det begrænsede udsyn som tilsyneladende hersker i ethvert parti og jeg måtte ud igen… for at få luft. Nej min virketrang har mere end politisk været en renlivet upartisk indignation over at noget ikke fik lov at virke optimalt.

Muligvis har jeg været en forvirret sjæl, men det har dog resulteret i, at jeg nu efter et hel livs research ikke kan få øje på mere tiltalende systemer end demokratiet… og præget som jeg er af den gamle Palle Laurings ord, om at man skal elske og hade med et øje på klem, har jeg i min gerning, når det kom til det, søgt at holde mig på fornuftens vej, uafhængig af- eller med distance til magtfuldkomne særinteresser, følgende en rød tråd, om så vidt muligt at bidrage til en velafbalanceret verden hvor alles interesser søges tilgodeset med et indhold af såvel fællesskab som individualitet baseret på ægte humanistiske spilleregler! Ja hov, det var da noget af en mundfuld, og der er da heller ingen grund til at påstå at det er lykkedes hver gang, men jeg synes at forsøgene har været umagen værd, om end at det også har måttet konstateres, at det optimale vel knap eksisterer.

Muligvis tager jeg munden for fuld, men mit måske sidste større projekt vil jeg gerne forsøge at gennemføre som et manifest for en idealistisk/utopisk samfundsmodel hvor alle i samfundet forudsættes at være med. Men for at kunne gøre dette har jeg lige måttet kigge min samfundshistorie lidt efter i sømmene, for at kunne stramme lidt op på visionerne, og hvad ville nu kunne være mere interessant end at line nogle af de gamle samfundsmodeller eller -visioner op i den sidste kavalkade som jeg så vil kalde "Gamle mønstersamfund".


langt ude i elskoven!

DET ER DET STØRSTE

Passionsgkavalkader

(Kan anvendes til check på webstedets sider for ”Passioner”)

De omtalte kavalkader med relationer til mine passioner er primært et supplement til selvbiografien, men kan også ses isoleret i relation til det pågældende emne. Hovedvægten er lagt på billedvisning med ingen eller fortrinsvist korte kommentarer. Billederne vil være egne fotos og fotos fundet på nettet i hvilken sammenhæng det oplyses, at der ikke endnu er indhentet eventuelt nødvendige rettighedstilladelser.

1.     Websiden www.larsjorgen.dk/passioner

2.     /mennesker  Kvinden mellem urtid til fremtid

3.     /kunst  Kunst der vækker mig

4.     /huse  Huse og Rum

5.     /samfund  Gamle mønstersamfund


Kunsten