(placeholder)

1 / 13

2 / 13

3 / 13

4 / 13

5 / 13

6 / 13

7 / 13

9 / 13

8 / 13

10 / 13

11 / 13

13 / 13

12 / 13

(placeholder)
(placeholder)

  

TEMA EMNER OG BAGGRUND

  

Ja, webstedet er stort, og lige her har vi altså temaet "PROJEKTER", med underliggende emner eller personlige opgaver, først og fremmest af fysisk karakter, som de er udført livet igennem... inklusive de tanker der har ligget forud eller, som er kommet til siden

  

Gennem tiderne har der været gang i flere typer af dominerende aktiviteter, som for det meste har fyldt alt i en periode, men som også godt kan have forekommet i diverse overlap. Defor er der valgt at lægge fokus på såvel de enkelte emner som på den tid eller de tider hvor de har været i spil.

  

Som titlerne i anden linkrække skal antyde, så består de udvalgte emner eller livsfunktioner, om man vil, af følgende betegnelser:

Kunstneren, Aspiranten, Studenten, Murermesteren, Arkitekten, Projektudvikleren, Rådgiveren, Vejlederen, Selvbyggeren og Forfatteren.

  

Hver funktion vil blive omtalt nærmere på deres respektive selvstændige websider og -blade, hvor de kan tilgås direkte! Men af hensyn til en mulig helhedsoplevelse for uindviede besøgende, gives der her et kort resumé baseret på temaet SELVBIOGRAFIEN ...med et særligt fokus på netop mine

personlige aktiviteter.


  

BAGGRUND RESUMÉ

  

Det gik længe vældigt for mig med bare at dyrke mine første passioner om kvinder og huse, som jo iøvrigt kan studeres under det forrige tema PASSIONERNE! Derfrakunne drømmene mageligt række langt væk fra den kedelige hverdag… alt medens jeg i virkeligheden og livet igennem, uden at overdrive, dog også har været drevet af en trang til at være med på den alvorlige side af livets dannelse... at bidrage, at arbejde i mit ansigts sved!

  

Pottetræningen husker jeg knap, men ifølge overleveringen kunne jeg sidde pavestolt på den lille spand midt på køkkenbordet og forrette, og modtage omgivelsernes ros, alt medens jeg begejstret fulgte hanens præstationsræs blandt hønsene ude på gårdspladsen!

  

Ja det begyndte nok altsammen med disse basale livsfunktioner, men siden er der jo kommet "træk og slip",og selvom jeg ikke anede... hverken hvad hanen eller jeg selv havde gang i, så blev jeg i den grad polygamisk kodet, at jeg siden har haft morderlig svært ved helt at forstå, at ikke alle kvinder var potentielle medier for mig, i min iver efter at imødekomme omverdens forventninger!

  

Måske skal jeg lige gøre opmærksom på, at min betagelse af kvinder måske nok er sygelig! Men den er ikke kommet ud af intet... frem til skolealderen oplevede jeg ikke andet end magtfulde kvinder! Det var naturligvis min mor som kunne alt, og det var min bedstemor der fortalte om livet, og mine tre mostre der styrede hver deres verden med fast hånd... ja, og så alle de suveræne plejemødre og nabokoner med flere.

Op al den ting... som verden, den består!

INTRODUKTION

JOBS OG EGET IVÆRKSÆTTERI

SE MIG, SE MIG..!

Venter

Igang

Klar

Parat

   På denne måde oplevede jeg den særlige følelse som også kaldes arbejdsglæde, bestående af opfyldt fællesskab og kontant belønning! Hvortil kom, at det jo også var var flot, selv at tjene til det daglige brød og ikke bare at leve på andres bekostning, for en sådan tænkning gennemsyrede alt dengang hos almuen... der blev lagt mærke til om man kunne arbejde, for så var man nemlig noget!

  

Heldigvis betød dette at arbejde dog ikke alt, der var også tid til at kigge ud i luften, klappe hunden eller, at lege med katten og dens killinger... og en sjælden gang kunne man også støde på en blyant og en tom side i en bog! Jo, papir-ark ad libitum flød ikke rundt i min verden dengang, så min allerførste børnetegning og dermed kunstværk, så jeg mit snit til at tegne på en tom side i en lille poetisk bog  som jeg havde fået af min moster Anna i 6års fødselsdagsgave. Bogen har jeg uventet fundet blandt mine ting nu over 70 år senere, og motivet genkender jeg tydeligt... det er en tegning af en vejtromle der glattede udlægningen af en helt ny asfaltvej, der blev lagt oven på den gamle grusvej der passerede forbi mine bedsteforældres husmandssted. Med undtagelse af tog og rutebiler havde jeg aldrig for alvor set et sådan maskineri! Det var fagre nye verden for mig på en tid hvor alt jo ellers blev trukket af heste. Ganske vist vidste jeg godt hvad en bil var, og sandsynligvis havde jeg også prøvet at køre med sådan en! Men jeg kendte absolut ingen der selv havde en sådan... eller for den sags skyld heller ikke en traktor.

  

Det var måske ikke her jeg fik min første vision om at blive kunstmaler, men det kan nu heller ikke udelukkes! Men reelt havde jeg ikke nogen forestillinger om, at man kunne lave andet end at være bonde, og således blev der da også allerede skæmtet med, at jeg kunne blive karl hos min morbror Henry!

  

Siden! Eller nærmere overlappende med mine ophold hos mine bedsteforældre, kom jeg imidlertid til at følge min mor rundt i Jylland, i hendes karriere inden for restarationsbranchen! Og da kan det nok være, at mit udsyn blev udvidet, for pludselig kendte jeg både lastbilschauffører, hotelkarle, smørrebrødsjomfruer og pianister m.m. Ja, og med kendskabet til en sådan mangfoldighed af muligheder dukkede ideen op om at blive kunstmaler! En tid boede vi et sted hos en rar mand hvor den forrige husbestyrerinde havde været kunstmaler, og hun havde efterladt både et par malerier og lidt indtørret grej, hvilket var nok til at sætte mine fantasier i svingninger.

  

Ellers må man nu nok sige, at det ikke var fordi den slags nykker mødte nogen nærmere goodwill i omgivelserne! Dels var jeg først lige ved begyndelsen af min skoletid og dels var karriereplanlægning slet ikke noget der havde sin gang i mine kredse... altså med mindre det da lige det handlede om at blive bonde! Alligevel kastede jeg mig et par år senere, efter en tredje flytning sad i et hotelkøkken i Struer og skulle have tiden til at gå medens min mor arbejdede, over nogle ugebladsannoncer om muligheden for at følge et brevkursus i tegning hos noget der hed "Mønsteds Kursus" og! Tjae, allerede her viste det sig, at jeg var foran min tid... den slags var der simpelt hen ikke råd til.

Selvfølgelig kunne jeg forsørge mig selv! Om så jeg skulle sprede møg, så havde jeg prøve det før... min optimisme var stor, indtil jeg efter hjemkomsten fra kostskolen forelagde mine forestillinger for min mor og Valdemar, som min stedfar hed. Da blev jeg kort og godt mødt af et, "Den har vi klaret"... til efteråret kan du begynde på en søfartsskole i Svendborg... du skal bare lige få skaffet dig en søfartsbog først, for at komme ind der"! Hov hvor kom den lige fra? Det viste sig så, at være noget som kostskolen og mine ellers fraværende forældre havde brygget  sammen! Men hvad med at de have spurgt mig! Ok. jeg tyggede noget på deres forslag, og alene dette at det ikke handlede om at komme i tjenerlære hjemme eller et eller andet andet sted formildede mig, så jeg accepterede at skaffe den skide søfartsbog og så se hvad der skete.

  

Men "godaw do". Det første jeg fandt ud af var, at man ikke kunne få en søfartsbog før man havde været ude og sejle... og at man iøvrigt heller ikke kunne komme ud at sejle uden en søfartsbog! Hva ba? Tak for kaffe sagde jeg bare... jeg står af her! Og for at gøre en lang historie kort tog jeg rutebilen til Holstebro, der havde jeg en livline i form af min moster Bodil. Hun var den eneste som havde sprængt familiens standard for at forlade al skolegang efter 7. klasse, hun var nu socialrådgiver i Mødrehjælpen der havde kontor oven over Arbejdsformidlingen i byen, og hvad var så mere ligetil end at banke på hos dem, når de nu var så tæt på!

  

Voila, Arbejdsformidlingen havde  en kartotekskasse med en masse små kort om "Hvad kan jeg blive?" og den fik jeg at bladre i! Hvad med mekaniker spurgte jeg... det skulle være muligt om fire måneder var svaret! Hvad med tømrer spurgte jeg... det skulle være muligt om to måneder var svaret!  Hvad med murer spurgte jeg... der er en murermester der heder Tage, han søger en lærling nu, var svaret! Ham kan du jo tage ud og snakke med! Det gør jeg var mit svar den torsdag eftermiddag, en time før butikkerne lukkede... og fredag morgen klokken syv stod jeg parat i et komplet nyindkøbt sæt murerarbejdstøj på min første byggeplads... reparation på en ældgammel købmandsgård.

  

Det var bare super, på rekordtid identificerede jeg mig med at være murer, også selvom jeg havde et lille udfald til kunsten hvorunder jeg rejste til Paris for at rekognoscere alternative løsninger til mureriet! Det havde ikke ligget lige på den flade hånd at skifte bane, og enden på springturen blev, med hjælp fra mesters kone, at jeg genindtrådte i min lærerplads og færdiggjorde min murerud- dannelse, men nu dog også rig på erfaringer som dørsælger og slagteriarbejder i Sverige! Ja, jeg var nået lidt omkring... men det sluttede skam ikke med det! Inden jeg havde set mig om lykkedes det mig også at blive gift med byens flotteste pige og at få en fantastisk søn, og så var min lykke jo sådan set på plads... Kun skulle jeg lige overstå min værnepligt før den lille familie kunne forlade Holstebro for at søge videreuddannelse.

  

Planen havde siden Paris været at henslæbe to år som militærnægter for derefter at søge ind på Kunstakademiets Billedhuggerskole i København, men grundet den nye familiære status blev ingenting helt som planlagt.

I stedet gik jeg ud på gaden og erobrede mig en helt fantastisk barndom, hvor jeg sammen ned mine bedste venner frem til 6. klasse... Keld Plougmann og Leif Højbjerg (Senere Leif Thomassen) støvede alle Struers gader af for selv de mindste oplevelser af enver slags, og med basis i en ruin af et gammel vaskeri og dueslag i hotellets gård og ved hjælp af gamle marmeladeblikspande slog på tromme for at blive bemærket i Struers midtby, og ikke mindst nede på havnen blandt fiskerne og slagteriarbejderne som også var dem Leif og Keld kom af. Vi var ganske vist alle tre hæmmet af nogle hjemlige pligter, men ellers var tilværelsen en stor Fact-Finding Mission gående ud på at afkode hele verden og at sætte sig på den!

  

Men alt skal jo have en ende, og pludselig en dag, halvvejs gennem 5. klasse, var der optagelsesprøver til mellemskolen, hvilket betød, at halvdelen af klassen skulle til prøve medens resten havde fri! Alt dette var dog forbigået min opmærksomhed, jeg havde vel tænkt, at det ikke var nødvendigt at gå i mellemskole når man skulle være bonde! Under alle omstændigheder troppede jeg uanende op på skolen om morgenen før prøverne, men mødte blot et tomt klasselokale... højtideligt  klargjort til den nerveprægede begivenhed, som skulle begynde en time senere end sædvanlig mødetid!

  

Lidt betuttet har jeg nok set ud da situationen gik op for mig, ved hjælp af min klasselærer frk. Skovdam der var kommet forbi og havde bemærket min forvirring... men en tanke må have slået ned i hende! For enden på historien blev, at hun sagde... "Ja men Jørgen, når du nu alligevel er her, så synes jeg du skal blive her og deltage i prøven... der er fint plads til dig også"... og som sagt så gjort... og på den måde kom jeg kom i mellemskolen!

  

Omtrent samtidig forud for denne uforvarende oprykning til "social højstatus" havde jeg iøvrigt været igang med et af mine mere spændende projekter... i form af en lille "boplads" bestående af fire jordhuler hvor vi, en lille selvbestaltet gruppe af 12årige drenge ville indrette "hovedkvarter" for vores nydannede klan! Hvad klanen iøvrigt skulle gå ud på nåede vi aldrig frem til, men inden gassen gik af ballonen nåede vi at bygge to huler hvoraf den hule jeg var med i, sammen med Keld og Leif, var den eneste der blev helt færdig.

  

Hulerne blev bygget på en afsats midt oppe på en større skråning opstået efter et teglværk, der havde været der midt i Struer og hvoraf der nu kun var efterladt navnet på pladsen neden for... nemlig Tegltorvet. Oven for vores "boplads", på toppen af skråningen, var der en oplagsplads for et tømrerfirma, og fra den organiserede vi de nødvendige materialer... først og fremmest nogle bjælker til at lave tag af og et par cementrør der kom til at fungere som skorsten for hulens ildsted der var hyggespreder i hulens opholdsrum. Man kom ned i hulen gennem en lem i taget, der var bygget i niveau med terrænet og dækket af græstørv, så den var usynlig for eventuelle fjender! Først var der et lille aflukke eller vindfang før man kom ind i riddersalen eller "pejsestuen" hvor vi også overnattede og hvorfra vi også havde adgang til et "våben-" og brændedepot. På bedste spejdervis kunne vi så sidde og bage snobrød etc.

Bopladsens "beboere" var helt klart pionerer og stemningen var indirekte meget præget af menneskets aller første rigtige rundrejse om jorden ude i rummet hvor raketteten eller rumskibet Sputnik cirkulerede i de dage, og jævnligt kunne ses som en lysende prik på aftenhimlen. Det var nærmest som om prikken virkede som et varsel... eller var det en åbenbaring om, at der var et andet liv inden i os og uden om Struer? Det tænkte vi ikke nærmere over, men hulerne begyndte så småt at gå i opløsning... en ny tid var oprunden!

  

Det var ungdommen, og i kroppen buldrede ukendte safter med krav om egne præstationer, og pludselig stod der en nyvasket ung mand nede i byen og ventede på en ung kvinde... håret var farvet sort og frisuren var som Tommy Steele og stilen var som Elvis Presley! Kvinden kom, hun så, og hun steg ind i en bil og kørte bort med nogle voksne 16årige! Den sved og snart skulle jeg konfirmeres! Det skulle man bare, og jeg anede ikke at det var noget man selv bestemte! Men som for alle, var livet nu bare en daglig udfordring... der skulle bygges op og efter oprykningen i de voksnes rækker var der ikke plads til hverken gud eller snotnæser.

  

Kunsten som fremtidsversion var trådt i baggrunden, ja den var nærmest glemt før den overhovedet havde været der, og ved et tilfælde i form af en dørsælger blev jeg ejer af et skoleleksikon hvor jeg selv kunne læse om alle de fag jeg også havde i skolen, og efter en hel stribe af åbenbaringer forstod jeg, med ét og gradvist, hvad al ting drejede sig om! Det havde ikke været min stærke side at høre efter hvad lærere doserede, flere af dem var jo bare voldspersoner når det kom til stykket! Men alene med en bog og et interessandt emne kunne alt ske, og på den måde gik det op for mig, at aritmetik og geometri havde noget med hinanden at gøre, og at det hele var samlet i én sætning, nemlig Pythagoras sætning, om retvinklede trekanter og deres sider a, b og c, samt at disse altid forholdt sig til hinanden sådan, at summen af de to mindste sider ganget med sig selv altid var lig med den længste side ganget med sig selv... og det kunne bevises! Hvor fantastisk... og nu kunne jeg så også pludselig genkende det henne i skolen!

  

Selvfølgelig. Herfra blev jeg overraskende også bedre i skolen... overraskende både mig selv og for et par af lærerne, og det var nok til at jeg klarede mig rimeligt, blot jeg ikke blev udsat for autoritær adfærd, for så stak fanden mig med bramfri tale og anden dumhed der kunne sætte enhver på plads og mig selv bagud, men dog afsluttet med en realeksamen i 1962 efter at de sidste 2 1/2 år var foregået på en kostskole i Grindsted!

  

Som syttenårig var jeg, om ikke rigtig voksen, så dog udvokset og klar til at erobre verden..! Både min mor og mine bedsteforældre havde i deres tid  forladt skolen som 14årige hvorefter de fra dag ét eller før havde forsørget sig selv, så hvorfor skulle jeg så ikke bare kunne gøre det samme? Tilbage i Struer havde jeg da været bybud efter skoletid og når det ellers havde været muligt havde jeg givet den som tjener både på Folkets Hus i Struer og på Kongenshus Hotel hvor min mor og hendes mand nu var forpagtere.

  

Gå direkte til det/de emner der har din interesse! Eller tjek nedenstående...

BAGGRUNDSRESUMÉ

Alle kvinderne fungerede suverænt på baggrund af grå og nærmest lavmælte mænd, som ikke gjorde meget væsen af sig, og som tydeligvis ikke havde meget at skulle have sagt, når det kom til stykket! Mændene skulle passe deres arbejde skulle de ...og skaffe de nødvendige midler!

så kunne de nådigt få ros og fred!

  

Altså fornemmede jeg tidligt, at lobbyvirksomhed til fordel for en øget personlig livskvalitet var bedst anbragt hos kvinder! Dette kunne selvfølgelig foregå ved fedteri og slesk tale, men jeg lurede nu også, at det bedre kunne betale sig at efterabe mændene og deltage i arbejdet på mark og i stald, for så fik man nemt andel i den anseelse og anerkendelse de fik... for ikke at tale om, når man kunne lide kvindernes mad og spiste meget af den! Så var der ingen grænser for deres kærlighed. Siden har jeg så konstateret, at livet og magtdelingen er noget mere kompleks end som så! Men at kvinderne så godt som altid får det sidste ord sidder mig stadig i rygraden.

  

Der var mange ting man kunne gøre ude på "arbejdsmarkedet"! Eksempelvist som at være med i roerne. Alle deltog jo i rensningen af de nysåede roer og det så nemt ud, men det var hårdt og svært, og jeg kunne slet ikke følge med de andre... så længe jeg selv kun var halv så lang som et hakkejern, da duede det altså ikke! Jeg måtte søge andre veje, og heldigvis gik det så også noget bedre når de skulle tages op, roerne. Hvis det var sukkerroerne skulle de rykkes op med hånden, hvorefter de blev skilt fra toppene og kørt hjem på en stivvogn af samme slags som man også brugte i mine oldefædres tid efterspændt et studespand... i min tid var det så hestene der trak..

  

Ved hjemkomsten til stalden landede nogle af roerne ved siden af en rasper, inde mellem grisene og kalvene! Der kunne jeg så igen om aftenen få lov at dreje rasperens håndsving og omdanne roerne til grovsalat for både kalve og køer... grisene ville også gerne have, men de fik gråtning bestående af  kværnet korn og skummet mælk. Sådan noget kunne jeg også uddele, men det kunne være ret så stressende, for grisene råbte, skreg og skubbede for at komme først til truget... men pyt, var man med til arbejdet eller hvad? Så fik man jo altså også selv noget at spise... og mere ros oven i købet.

  

Ellers hjalp jeg også min bedstemor med at hente kartofler på marken... sommetider nær køerne, og så bar jeg toppene hen til dem, den slags var bare fryd og gammen og betragtedes da heller ikke som rigtigt arbejde... nej der skulle mere til, som da jeg senere, ude blandt fremmede oplevede... at være med min mor i kartoflerne på et større gårde hvor også andre koner, i deres mænds gamle lappede tøj, deltog. Kvinderne samlede kartoflerne op og jeg og andre børn gik dem til hånde.. bla.a. ved at slæbe kurve med kartofler ud til siden, fri af de nedbøjede kartoffeloptagersker. Kartoflerne blev derefter kørt bort i en fladbundet kasse på gummihjul... altså en "gummivogn" og en moderne udgave af "stivvognen"! Første gang, under min første kartoffelferie, og efter flere dages hårdt slid, kom bonden hen og gav mig en krone, samtidig med, at han roste mig for min indsats! Det var min aller første arbejdsløn, Det var stort.


Idealerne blev neddroslet, og en tjenestetid på 48 måneder som militærnægter, uden mulighed for at bo hjemme, blev vekslet til 14 måneder som Dragon i Holstebro hvor der, efter tre måneders rekruttid var muligheder for at tage hjem til familien hver aften, hvis der da ikke var øvelser. Det var ganske vist en tvungen situation, men når det nu skulle være, så var det også min natur at tage udfordringen som soldat op, og det gav mig nogle kærkomne oplevelser og erfaringer inden for kategorierne bevægelse, orden og disciplin. Man ville da også gerne have mig som sergentelev, men det passede ikke ind i mine planer, så jeg endte med at være fungerende menig gruppefører! Det var hærens måde at håndtere folk på, der selv mente at vide bedst om hvad som helst.

  

Tilsvarende blev Kunstakademiet efterfølgende skiftet ud med Aarhus Tekniske Skole og en toethalvt års uddannelse som bygningskonstruktør. Et liv som kunstner føltes nu for usikkert i forhold til at kunne forsørge en familie, og min mor og Valdemar kom nu også på banen og købte et lille bondehus i Hesselballe ude bag Hjortshøj hvor fru Grethe fik arbejde som sekretær på kommunekontoret. Vi lejede huset, men overtog ejerskabet kun et år senere i forbindelse med Valdes død, og hurtigt blev vi på den måde en del af det lokale samfund i Hesselballe, med deltagelse i kaffeslabberas hos naboerne og den slags, som at være med i vandværkets bestyrelse etc. inklusive, at vi markerede os med politiske statements opsat på vores iøjnefaldende skorsten, hvor vi som de eneste lokale, agiterede for det nye parti "Venstresocialisterne".

  

Føden måtte vi kæmpe lidt for. Det var før den tid hvor der var noget der hed SU eller Statens Uddannelsesstøtte! Bunden i økonomien var lagt med fruens løn som bare ikke rakte helt, men heldigvis lykkedes det så jævnt hen, når der var behov for nyanskaffelser med mere, at tage noget murerarbejde... både som svend og som mester, og snart kom der også tegnearbejder indimellem indtil jeg ved afslutningen af uddannelsen som bygningskonstruktør blev headhuntet til arkitektfirmaet Friis & Moltke. Det var det sejeste sted i byen at arbejde i de tider, også selvom jeg allerede så småt havde fået gang i mit eget... Jeg havde lige afsluttet mit aller første byggeri af et enfamilieshus i Hesselballe, og en opkomling af en kommende bygmester i Aarhus, Alex Poulsen, havde lagt billet ind på, at kunne opføre en børnehave som jeg havde tegnet som afgangsprojekt!

  

Midt i det hele fik vi samtidig en lille dreng mere, og han var mindst lige så fantastisk som storebroren der nu var fire år... Jacob og Ole hedder de, og de er i dag oppe i halvtredserne og i fuld sving med deres eget liv som forældre, bedsteforældre og selvstændige inden for datalogi og filmproduktion samt lidt økologisk landbrug til den venstre hånd... og kort sagt, så har de betydet det hele for mit liv, hvor alt andet er sekundært, bare lige for at det er nævnt, når jeg nu ellers er godt igang med at opremse alle mine iøvrigt fede oplevelser, som rigtig tog fart, da jeg oven i faderskabene allerede efter et halvt år igen slap arbejdsmarkedet for en stund. Mere ville have mere, og i mødet med branchen live på tegnestuen og ude i byen var jeg ikke i tvivl... jeg søgte ind på Arkitektskolen i Aarhus.

1970 blev således et skelsættende år. Dels kom min yngste søn til verden og dels oplevede jeg "et wake up call" via, sammen med kone og børn, at deltage i den legendariske Thy Lejr, for så endelig også at begynde som studerende på Arkitektskolen. Var det ikke min gamle drøm om at blive kunstner, så var der dog tale om, at arbejde med bygningskunst, og det var for mig fuldt på højde med den mere frie kunst, ikke mindst efter at have sniffet til de eksplosive nye samfundsvisioner som blev lanceret i Thy af "Det nye Samfund" og akkom- pagneret af den musikalske højdespringer inden for rockmusikken "Gasolin".

  

Således optændt af de nye vibrationer i samfundet, var alle sanser aktiveret da jeg mødte op på Arkitektskolen, og sammen med vel 50 andre studerende fik til opgave, at give form til en ny by for titusinde mennesker på Yding Skovhøj, hvor byggeriet af den nye motorvej E45 netop var vedtaget til at skulle passere forbi!

Det kom til at ske sammen i et makkerskab med min gode ven fra konstruktørskolen, Søren Astrup. Han havde en baggrund som tømrer og var sindsyg dygtig til alt hvad han rørte ved, og jeg var nok mere den lidt flagrende type! Så sammen udgjorde vi et stærkt makkerskab, og vi fik da også lavet en epokegørende fortolkning af et toethalvttusinde år gammelt designprincip for en gridbyplan, i sin tid bl.a. anvendt af den græske arkitekt Hippodamus fra Milet!

  

Udover byplanen og den samfundsmæssige indretning lancerede vi også et stringent kubistisk byggekoncept som uden, at vi vidste det dengang, til forveksling kunne ligne et af verdens ældst kendte bygningsdesign dateret helt tilbage ved 6.000 året før vor tid, men først fundet et tiår tidligere i Çatalhöyük på den anatolske højslette. Dette har jeg siden fundet vildt interessant! Men dengang opfattede jeg vort eget forslag så moderne og avantgardeagtig i sit formsprog, at jeg nærmest fik dårlig samvittighed over dets totale mangel på dansk folkelighed, et emne jeg i stigende grad var blevet optaget af... muligvis i kraft af, at min mor havde startet et nyt liv op, som krovært i Sønderjylland! Der nede og i Friisland syd for grænsen åbenbarede den folkelige arkitektur sig for mig som en uomgængelig inspirationskilde for mit fremtidige arbejde.

  

Nu havde jeg således to ret så modsætningsfyldte arkitektoniske forbilleder dels baseret på den nu opblomstrende, men dog relativt sjældne sprælske og anarkistiske hippiekultur og så den velordnede og langt mere ydmyge, men meget menneskelige og traditionelt baserede bygnings- og bebyggelsesdesign.

Begge tilgange legede jeg med i et par senere studieprojekter med fokus på storbyfornyelse og moderne landsbyudvikling. Resultaterne her var nok i en noget blandet kvalitet, men dog ikke anderledes end, at jeg stadig ville anbefale substansen af begge forslag som mit bud på begge opgavetyper.

  

Undervejs arbejdede jeg senere med en studieopgave som efterfølgende blev anvendt ved deltagelse  i et par arkitektkonkurrencer. Overskriften var nu at bygge "Tæt Lav Dansk" som alternativ til , på den ene side, det ørkesløse parcelhusbyggeri som havde domineret i 60erne samt det dødsyge etagehus- byggeri i form af især stokbebyggelser og i nogen omfang større bebyggelser af "New Town" typen, som trængte sig på ved begyndelsen af 70erne.

Studietiden afsluttedes med en afgangsopgave over et halvt år hvor jeg heltmodigt søgte at vise alt hvad jeg havde lært og nu troede på... og så, midtvejs blev hele det præsenterede koncept fejet af bordet som noget romantisk nonsens, under en kritik ved professoren Yanos Politis! Ideen er god nok, men find en struktur skreg han og smed sig på gulvet og rullede rundt! For helvede... det skete på min 30års fødselsdag og der var kun en måned til aflevering!!! Ole var syg og vi boede i ruinerne af et gammelt byhus vi var flyttet ind i et par år før, da det blev moderne at bo i byerne, og jeg havde set det hele for mig på en studietur i London. Der havde jeg set gamle hestestalde bygget om til kunstnerboliger... Mews kaldte de dem, og de lå selvfølgelig inde i midten af de gamle luksus karreer i storbyen! Noget som vi ikke har i Aarhus, men jeg havde da fundet og købt noget der kunne ligne, og nu sad jeg så på en tom 1. sal, hvor udvalgte skillevæge var pillet ned og Ole var puttet i en seng mellem murbrokkerne, hvor der også stod et tegnebord... så kunne jeg passe ham medens jeg begyndte forfra på mit afgangsprojekt!

  

Opgaveprogrammet og hovedgrebet i min bebyggelsesplan var dog nådigt blevet godkendt, og så manglede der først og fremmest omtalte struktur og en bygningskomposition! Tak, og som et lyn fra en klar himmel dukkede der i denne situation et uventet glimt op fra det fem år tidligere ophold i Thylejren! Et par unge københavnske arkitekter, Ussing og Hoff, havde deroppe lavet en vanvittig installation, som jeg havde beundret og rystet på hovedet over! Den idé havde de arbejdet videre med og genialiseret i en konkurrence om "Nye måder at bygge etagehuse på"... nu i form af en betonstruktur med al infrastrukturen af VVS, El og den slags klargjort som en første replik til de kommende brugere, der så selv, som jeg så det, kunne/måtte/skulle købe komponenterne til at færdiggøre lige netop deres egen nye bolig. Det var i 1973 og projektet vandt konkurrencen men blev aldrig blev bygget i fuld størrelse, men det blev dog et af startskuddene i den kommende bevægelse for "Tæt Lav" boligbyggeri.

  

Således inspireret lykkedes det så mig nu to år senere, at færdiggøre mit projekt, som helt sikkert ikke blev helt så sprudlende... det havde jeg ikke mod til, og desuden ønskede jeg ikke at plagiere nogen! Til gengæld dedikerede jeg mit projekt til en idé om at danne et stort bofællesskab for 500 mennesker, og den dag i dag ville jeg være lykkelig om jeg boede i en realiseret udgave af det projekt. Vigtigst var dog, at det lykkedes mig at bestå med en enig dommerkomité, og så ventede der ellers krise i byggeriet og bred arbejdsløshed... tiderne var skiftet!

Igen havde jeg så brug for min mureruddannelse og kastede mig ud i en stribe opgaver... mest i kompagniskab med min gode ven og tidligere studiekammerat arkitekt Preben Andreasen, og i form af byggeprojekter vedrørende flere af vore kollegaers private boliger og andre udsøgte opgaver, hvor der efterspurgtes et kunstnerisk touch! Det var super, og gav brød på bordet, at realisere andres gode ideer. Men efter et 3årigt tilløb lykkedes det endelig, nu i mit eget byggefirma

"Mur og Rum Bygningskunst", at bygge et demo-hus som en delvis virkeliggørelse af mit oprindeligt kasserede oplæg til mit afgangsprojekt, frit lanceret som en forlængelse af 1920ernes bevægelse for God Bedre Byggeskik.

Huset var et toetagers hus med et køkken- trapperum bygget op i et åbent space der forbandt overetagens værelser og underetagens pejsestue og med adgang til tilstødende kontor og servicefunktioner anbragt i udskud på begge af husets langsider. Huset blev lidt af et tilløbsstykke og endte også som en artikel i tidsskriftet Arkitektur, udgivet af Dansk Akademisk Arkitektforening.

Efterfølgende blev der bygget en håndfuld lignende huse i Aarhusområdet, alt medens det ikke lykkedes at markedsføre et Mur og Rum Koncept i større stil, hvorfor karrieren i de følgende år blev udvidet med diverse undervisningsjob på Arkitektskolen i Aarhus og Aarhus Teknisk Skole samt på Aalborg Universitetet.

  

Efter et tiår i arkitektfaget på denne prekariate måde ramte jeg, via Arkitektskolens afdeling for Byggeri og Planlægning ind i et job som teamleader for oprettelse af et hold unge i et jobtræningsprojekt som afdelingen havde fået mulighed for, at realisere i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke og Hjørring Kommune. Aktiviteten havde til formål at afprøve et afgangsprojekt gående ud på at afprøve et passivt solvarmesystem i form af en såkaldt "Trombévæg" monteret på et traditionelt tibetansk landsbyhus hos nogle tibetanske flygtninge bosat i Ladakh, Kasmir, Indien. Opgaven var et decideret eventyr for en hjemmeføding med stor udlængsel som jeg, og oven i kom så, at der var ønsker om forsøg med byggeri af adobehuse, udelukkende bygget af dette lerjordsprodukt anvendt til såvel vægge som til tagkonstruktion, og med forbillede i arbejder udført af den egyptiske arkitekt Hassan Fathy...! Den opgave fik jeg tildelt, og hermed var jeg drejet ind på et nyt turnpoint i mit liv.

  

Det blev en længere opgave af et års varighed, og for alle en ilddåb i det helt specielle metier, det er at få ting til at fungere i det fremmede, men det lykkedes! Og for mit vedkommende havde jeg fået en hel unik erfaring med et "nyt" mindst 6.000 år gammelt byggekoncept! Detsvære var det foregået under stres fra flere vinkler hvoraf et bestod i, at der på det nærmeste var krig mellem Kina og Indien i lokalområdet hvor våbenknitren jævnligt kunne høres i det fjerne, ved den kinesiske grænse kun 10 kilometer fra vores byggepladser. I det lys droppede Arkitektskolen al videre aktivitet af denne slags.

  

Tilbage stod jeg så alene med mine nye talenter og sagde til mig selv... "Det her må jeg prøve igen"! Hvorefter jeg oprettede hovedkvarter for mig selv og Mur og Rum i et tegnestuefællesskab hos arkitekten Nils Madsen på Klostertorvet i Aarhus. Det var efterhånden en velkendt strategi, at gode énmandsinitiativer kunne styrke sine potentialer gennem sådan et arrangement.

Snart derefter foretog jeg da også en privat forundersøgelse i Bolivia, hvor jeg havde en kontakt og en viden om lokale problemer, der muligvis kunne afhjælpes med mine erfaringer fra Ladakh. Som tolk fik jeg følgeskab af filmproducer Henry Thomsen fra tegnestuefællesskabet, og ved hjemkomsten efter nogle vellykkede forhandlinger med lokale organisationer på det Sydamerikanske højland Altiplano dannede vi, sammen med to andre interessenter, sociolog Finn Lundorf og aktivist Gregers Thode Jensen, en ny dansk udviklingsorganisation, med fokus på selvstændige initiativer og deltagelse i udviklingsprojekter hvor bæredygtig byggeri og planlægning havde en central position.

Organisationen byggede på forudsætningen om opnåelse af offentlige og private fondsmidler og fik navnet

DIB

Dansk International Bosætningsservice

  

...og snart var den i vælten med en bestyrelse inklusive undertegnede som formand, og i de første år også som daglig leder og projektleder.

Det første projekt blev sat i værk i Bolivia indledt med forundersøgelsen i 1987 og, for mit vedkommende, afsluttet i 2002 i det jeg parallelt også havde spillet centrale roller i forhold til projekter og projektideer i Cambodia, Sri Lanka og Etiopien plus det løse. Engagementet i DIB fortsatte deltids med projekt- og organisationsudvikling frem til pensionen i 2010, hvor ledelsen allerede længe havde været overtaget af mine efterfølgere arkitekterne Peter Christensen, Carsten Lützen og Paul Erik Bidinger. Egentlig var ledelsen planlagt overdraget til vor kollega, arkitekt Ellen Ravnholt Mortensen når hun havde afsluttet et lederjob i Bolivia. Til alles store sorg døde hun imidlertid i 2001 efter kort tids sygdom, ... æret være hendes minde.

DIB eksisterer stadig, men nu med helt nye besætninger.

  

Samtidig med nedtrapningen i DIB vendte jeg tilbage til en gammel yndlings- beskæftigelse... nemlig, at ombygge en ældre bolig til mig selv og fru Grethe.

Det blev til et pragtfuldt hus... nærmest et Bedre Byggeskik's hus fra 1922, der på denne måde fik nyt liv. Drengene var flyttet hjemme fra og de lagde ligeledes billet ind på ydelser fra det nu vel renommerede selvbyggerfirma Mur og Rum, der nu også har sat friske spor i Aarhus Midtby, Nørrebro i København og på økologiske lystgårde i Skuldelev på Sjælland og Langør på Samsø.

  

Ak ja, og vi to gamle har nu trukket os tilbage. Først var det til et pragtfuld Sejlhus på Struer Havn! Men da det gav for store savn efter Aarhus rykkede vi teltpælene op nok en gang og flyttede ind i en mere ydmyg, men dejlig treværelses lejlighed i bebyggelsen Solbakken nabo til Bindesbøll byen og Strandparken i Risskov, og nu er hovedbeskæftigelsen at

konstruere, skrive og illustrere nærværende "Lars Jørgens Websted".

  

Ovenstående tekster er et resumé af baggrunden for temaet om mine

PROJEKTER.

Alle detaljerne kan findes som selvstændige sider og blade for hver enkelt

EMNE og disses AFSNIT.


LAVES TIL SIDST


SOM EN KÆMPE


KOLLAGE FRA


SAMTLIGE SIDER OGBLADE